Populærkulturen er fuld af eksempler på teknologiske produkter, der blev hyldet som banebrydende, men som på grund af udviklingen i computerverdenen forsvandt uden at efterlade sig spor. Nogle af dem lever bedst i glemsel, men andre var virkelig nyskabelser.

Her beskriver vi fem stykker teknologi, der fyldte meget i sin tid, men som røg ud. I hvert tilfælde er arven fra dem dog stadig hos os i dag.

OS/2: Operativsystemet, der ikke eksisterede

OS/2 blev udviklet i samarbejde mellem Microsoft og IBM som det primære operativsystem til IBM PS/2. PS/2 var IBM’s andengenerations-pc, der blev lanceret i 1987 med det formål at genvinde markedsandele fra producenterne af pc-kloner.

Det blev en ynkelig fiasko, for kunderne foretrak at holde sig til den kendte pc-arkitektur, men OS/2 kørte videre. I midten af 1980’erne og ind i 1990’erne var det førende, når det gjaldt operativsystemteknologi.

Da OS/2 blev lanceret, kørte de fleste computere dos. Det tilbød kun en grænseflade med kommandolinjer. Bortset fra at afvikle programmer gjorde det ikke stort andet end at kopiere, omdøbe og slette filer. Brugervenligt var det bestemt ikke.

IBM vidste, at hvis OS/2 skulle have en chance, måtte det understøtte software til dos. Det gjorde det derfor fra begyndelsen.

Fra version 2.0 i 1992 kunne det endda køre Windows-applikationer, takket være OS/2’s understøttelse af Virtual DOS Machines (VDM’er). Hver af disse kunne køre et separat dos-program, og det var, hvad Windows stod for dengang.

OS/2 havde kun begrænset kommerciel succes, men det banede på mange måder vejen for moderne operativsystemer som operativsystem 7.

I dag gør virtualisering det muligt at køre applikationer, der er skrevet til et operativsystem, under et andet. Mange tror, at det er en ny funktion, men OS/2 understøttede en forbavsende grad af forskellige platforme for 20 år siden.

Den første version af OS/2 var rent tekstbaseret. En ret enkel grafisk grænseflade, Presentation Manager, blev indført med version 1.1. Men med version 2.0 fik OS/2 det, vi ville kalde en Windowsagtig brugerflade, der fik navnet Workplace Shell.

Det var blot et af de aspekter, hvormed OS/2 – og navnlig OS/2 Warp, der blev lanceret i 1994 – forsøgte at bejle til både hjemmebrugere og professionelle.

Et andet eksempel var understøttelse af videoafspilning, der blev integreret i OS/2 fra version 2.1 i 1993. Til sammenligning skulle vi frem til Windows 95, før Microsoft kom med (selv om der tidligere fandtes addons).

Det ville være urimeligt blot at betragte OS/2 som et operativsystem med åben platform og en futuristisk brugerflade. Bag kulisserne var det også banebrydende på mange andre områder.

OS/2 leverede understøttelse af 32bit-processorer på pc’er flere år før operativsystem 95. Det tilbød multitasking og gjorde det muligt at køre flere applikationer samtidig, og det gav en hidtil uset grad af sikkerhed. Før OS/2 kunne en uopdaget applikation sagtens smadre hele pc’en.

Det er værd at bemærke, at OS/2 version 3.0 aldrig kom - i det mindste ikke under det navn. I stedet så teknologien dagens lys – efter en kringlet og dunkel udviklingsproces – i skikkelse af Windows NT, der primært sigtede på servermarkedet, og som af mange betragtes som den første »rigtige Windowsversion«.

I betragtning af at Windows 2000, XP, Vista og 7 alle bygger på NT-arkitekturen, er det indlysende, hvor meget vi skylder de idéer, der blev lanceret med OS/2.

Windows 3.1

Windows kom til pc’en i 1985, men det tog ikke ligefrem verden med storm. Det gjorde versionerne 2.0 og 2.1 heller ikke, selv om de kom hurtigt efterfølgende. Det skete først for Windows 3.1, der blev lanceret i 1992 og blev solgt i over to millioner eksemplarer i de første få måneder – en fænomenal bedrift for et operativsystem.

Da Windows var ungt, kunne man, når man startede sin pc, blive præsenteret for en dos-prompt: »C:/>«. Så kunne man starte et dos-program ved at skrive dets navn, eller man kunne starte Windows ved at skrive Windows.

Den omstændighed, at Windows blev startet på den måde, viste, at det ikke var stort andet end endnu et dos-program. Disse tidlige versioner er blevet beskrevet som grafiske forsider snarere end som reelle operativsystemer.

Det ændrede sig med 3.x, især det kolossalt populære Windows 3.1. Selv om Windows stadig lod dos klare meget af kernefunktionaliteten, blev det en selvstændig platform.

I nogle henseender var Windows 3.1. ikke så avanceret som OS/2. Men det havde langt større succes på markedet, og det fik stor indflydelse på de Windowsversioner, der fulgte efter.

Tidligere pålagde pc-operativsystemer en grænse på 640kB til brugerapplikationer, men Windows 3.1. gennembrød den barriere og gav brugerne adgang til op til 16MB.

Det lyder ikke af meget i dag, men på den tid, da man brugte 80286- og 80386-processorer, var det enormt. Desuden indledte operativsystemet det stadig stigende behov for mere hukommelse.

I dag ser det enkelt ud, men Windows 3.1. lagde grunden til det, vi nu forventer af en brugerflade.

En anden af Windows 3.1’s nyskabelser var understøttelse af TrueType-skrifttyper. Kendte navne som Arial, Times New Roman, Symbol og Windings er stadig hos os. For første gang viste skærmen WYSIWYG (»what you see is what you get«: Det, du ser, er det, du får).

Det betød, at man kunne oprette et dokument på skærmen i tryg forvisning om, at det ville fremstå ligesådan, når man skrev det ud. Det tager vi for givet i dag, men det var den udvikling, der gjorde desktoppublishing udbredt.

Windows 3.1. kom også i en udgave, der hed Windows for Workgroups 3.1., Den lignede grundudgaven meget, men den understøttede netværk. Pludselig kunne pc’er dele filer og printere, og det blev afgørende for computerbrug i virksomheder.

Denne version omfattede også funktioner til Messenger-agtig chat og e-mail. De blev snarere brugt via lokalnettet end på internettet, men de var eksempler på, at denne for længst glemte udgave af Windows var forud for sin tid.

ICQ

ICQ blev lanceret i 1996, og det skulle udtales »I seek you«. Det blev banebrydende for udveksling af beskeder i realtid. ICQ eksisterer stadig. Det er i dag ejet af AOL, men adskiller sig klart fra AIM (AOL Instant Messager).

Vi hører ikke meget til netop denne IM-klient i dag, men moderne varianter skylder dens banebrydende teknologi meget.

På trods af ICQs forspring var det kommercielle hensyn, der skubbede det i baggrunden. Varianter som AIM, MSN Messenger (nu Windows Live Messenger) og Skype kom ind på markedet fra forskellige vinkler, forbedrede udseendet og viste sig at være stærkere.

AOL var en af de første, der sprang på vognen – AOL lancerede en konkurrent blot få måneder efter ICQ. Skype kom ikke på scenen før 2003, og dette produkt var til at begynde med helt anderledes, idet det navnlig leverede en VoIP-tjeneste (Voice over Internet Protocol).

Men dengang begyndte alle de større beskedklienter at tilføje VoIP, og meget snart blev skillelinjerne meget usynlige. I dag kan brugerne ikke se den store forskel på de forskellige produkter.

Foruden beskedfunktionen og VoIP tilbyder langt de fleste klienter videokonference; en tavle, så man kan tegne, mens man chatter, og deling af fotos, filer og applikationer.

I dag er ICQ et nicheprodukt, men i 1996 var det førende. AOL og MSN fulgte hurtigt efter.

ICQ repræsenterede ikke de første skridt mod internetbaseret chat. For at finde dem skal vi tilbage til 1988 og IRC (Internet Relay Chat), men det var ikke helt beskeder i realtid.

Med IRC meldte man sig ind i en kanal, hvor man kunne diskutere med mange mennesker, som man ikke nødvendigvis kendte. Det blev flittigt brugt af de akademikere og entusiaster, der færdedes på internettet i dets barndom.

ICQ var banebrydende, fordi tjenesten begrænsede kommunikationen til ens egen gruppe af kendte kontaktpersoner. I dag blegner ICQ’s markedsandel i sammenligning med de tunge drenge, men uden ICQ havde vi måske aldrig fået beskeder i realtid.

RealPlayer

Når du hører om video på nettet, tænker du på flash, ikke? Sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor man ikke kunne få øje på andet end RealVideo-film.

Bevares, RealVideo er ikke helt glemt, hvilket kan skyldes, at RealPlayer-plugin’en også kan håndtere mpeg-video og spille dvd’er, men det oprindelige RealVideo-format ser man kun sjældent i det fri.

RealPlayer kom først på gaden under navnet RealAudio i 1995. Selv om det var en af de første afspillere, der kunne afvikle streaming-medier, kunne det kun klare afspilning af lyd.

Understøttelse af video faldt sammen med et navneskift til RealPlayer i 1997, og dengang var det førende på markedet. For første gang kunne man se videooptagelser på nettet i realtid uden først at skulle downloade en video og derefter afspille den.

I programmets første døgn blev over 100.000 eksemplarer af softwaren downloadet. Det er ingen overdrivelse at sige, at siden da har nettet ikke været det samme.

I nogle henseender skyldes RealPlayers succes simpelthen, at det kom først. På et marked, der udvikler sig så hurtigt, er et par år et kolossalt forspring.

Men før årtiets slutning kom Apples QuickTime til (med understøttelse af streaming fra version 4), Microsoft Windows Media Player (version 6) og Macromedia Flash (streaming-video fra version 4).

I slutningen af 1990’erne priste man RealPlayers format for den gode kvalitet ved høje kompressionsgrader – en vigtig faktor i en tid, hvor man gik på nettet med et modem.

I dag har Adobe stort set vundet streaming-video-krigen med formatet Flash Video. Man har tilskrevet succesen plugin’ens beskedne størrelse og nemme installation, men den omstændighed, at YouTube bruger det, spiller sandsynligvis en større rolle. Det kunne være gået helt anderledes.

I dag er film.com et af de få populære sites, der stadig understøtter standarden RealVideo.

Når man kommer først, kan man somme tider komme til at lancere et produkt, før tiden er inde.

Da RealPlayer kom på markedet, havde under en procent af de danske husstande en bredbåndsforbindelse, og de fleste brugte en modemtjeneste på 28k eller 56k. Det betød, at streaming-video blev produceret ved opløsninger helt nede på 160×120 pixel og med en meget langsom framerate.

Til sammenligning har et moderne digitalt standard-tv en opløsning på 720×576, og når det gælder hdtv, kan tallet komme op på 1.920×1.200.

Nu kan man få streaming-video på nettet i høj opløsning (YouTube giver for eksempel op til 1.920×1.080 for brugere med en båndbredde på mindst 5MB/s). Teknologien bruger ikke selv RealVideo, men den står i gæld til det.

Intels MMX

De grundlæggende instruktioner, som pc-processorer kan afvikle, bliver som regel kaldt for x86-instruktionssættet, og det går tilbage til den 8086, der kom i 1978.

Det ville dog være forkert at påstå, at moderne chips kun kan afvikle de samme instruktioner som 8086’en. Selv om hver eneste x86-processor er bagud kompatibel med sine forgængere – hvilket betyder, at den kan afvikle alle deres instruktioner – er der kommet nye instruktioner i løbet af de 32 år, x86-processoren har eksisteret.

MMX var navnet på en hel gruppe af ekstra instruktioner, der blev føjet til en Pentiumvariant, som blev lanceret i 1996.

Man kan hævde, at det var den vigtigste tilføjelse til x86-instruktionssættet siden overgangen fra 16bit til 32-bitarkitekturen i 1985.

De fleste regner med, at MMX står for MultiMedia eXtension, selv om Intel aldrig har bekræftet det, og der er også kommet andre realistiske forslag. MMX-instruktionssættet omfatter 47 »single instruction multiple data«-instruktioner (SIMD), der arbejder på 64bit-registre.

I stedet for at arbejde med en enkelt 64bit-værdi – en evne, der først blev introduceret til x86-instruktionssættet med 64bit-processorer – bruger MMX-instruktionerne flere værdier, der er pakket ind i 64bit-registre.

Det gav mulighed for, at instruktionerne kunne bruge to 32bit-værdier, fire 16bit-værdier eller otte 8bit-værdier. Den grad af parallelisme er navnlig nyttig ved grafikberegning, hvor den giver en anselig forøgelse af ydelse. Det er også et trick, der blev brugt i de specialiserede vektorprocessorer, som i mange år blev brugt i supercomputere.

Hvorfor hører vi så lidt om MMX i dag? Ikke fordi det er udgået, men fordi der er kommet andre SIMD-instruktioner, som giver endnu bedre ydelse til multimedieapplikationer.

Den første var sse (Streaming SIMD Extensions), en teknologi, der fik sin debut i Pentium III fra 1999. Den introducerede 128bit-registre og 70 nye instruktioner. Desuden kunne MMX kun virke på heltal, mens sse også kan arbejde med flydende komma.

Nutidens cpu’er bruger stadig MMX-teknologien fra 1996, men der er føjet nye instruktioner til.

Siden da har teknologien oplevet trinvise stigninger i arkitekturen: Sse2, sse3 og sse4, og AMD har lanceret sine egne udvidelser.

Og der er flere forbedringer på vej. AVX (Advanced Vector Extension) blev lanceret af Intel i 2008, og det skulle snart komme til processorerne. Til at begynde med omfatter det 256bit-registre, men nogle kloge hoveder forventer, at det med tiden vil stige til 512 eller endda 1.024bit.

Uden lanceringen af MMX havde vi måske aldrig set den utrolige grafikteknologi, vi oplever idag. Og den tanke gælder alle de teknologier, vi har været inde på her.

Når det gælder computere, skal man altid se ind i fremtiden, men vi må ikke glemme at tage hatten af for fortiden.

Html 5 eller Flash

Kan html 5’s videounderstøttelse gøre Flash-plugin’en overflødig?

I denne artikel ser vi på fortidens eksempler på, at store og dominerende nye ideer er faldet i unåde og fortrængt. Det virker derfor logisk, at nogle af nutidens teknologier snart bliver stødt fra tronen.

Vi har set, hvordan RealPlayer blev overhalet som den foretrukne afspiller af Flash, og nu tyder det på, at Flash snart bliver fortrængt af html 5.

Html er det sprog, man bruger til at definere websider med. Den seneste version, html 5, er endnu ikke blevet standard, men mange af de populære browsere understøtter allerede specifikationen.

Tidligere kunne browsere kun vise videooptagelser via en plugin, og den mest udbredte var Adobe Flash. Men med html 5 vil browserne kunne vise video uden videre. Fordelene er indlysende: Man skal ikke downloade flere plugins og holde dem ajour.

Html 5 eller Flash

Eftersom Apple valgte ikke at gøre en Flash-plugin tilgængelig for iPhone, kan brugerne kun se fil på YouTube ved hjælp en speciel YouTube-applikation.

Html 5 kan befri iPhone-brugere fra at skulle bruge specielle applikationer,
når de skal se streaming-video – browseren klarer det selv.

I praksis er det ikke så tydeligt. Der er ingen enighed blandt browserproducenterne om det videoformat, de skal understøtte.

Ingen af udbyderne kan afspille Flash Video, hvorimod Firefox og Opera har valgt at understøtte Ogg Theora i stedet for den H.264, der bliver brugt i mpeg-4.

Vi har til gode at se, om html kan udkonkurrere Flash, men der bliver uden tvivl udkæmpet nogle interessante slag, før man kommer til enighed.

Harddisken er i fare

Er cloud-computere blot en modegrille, eller bliver lokale harddiske vores næste nostalgiske erindring?

Cloud-computere lægger ressourcer såsom applikationer og datalagring på internettet. Applikationer skal ikke længere downloades og installeres lokalt på pc’en. Man får i stedet adgang til dem online.

I stedet for at skulle købe software, lejer man den og betaler for brugen. Tilsvarende gemmer man ikke data på sin pc, de bliver lagret og tilgået fra fjerne servere. Det betyder, at tab af data burde høre fortiden til.

Det betyder også, at pc’en kan blive en langt mere enkel enhed, og at kravet til lokal lagerkapacitet bliver reduceret.

Den lokale pc skal ikke bruge stort andet end en browser. Derfor kan harddisken forsvinde og blive afløst af flashhukommelse. Men før du bliver for begejstret over harddiskens hedengang, skal vi måske lytte til historien.

Harddisken er i fare

De, der kan huske begrebet klient/server-computerarbejde med tynde klienter får en følelse af deja-vu. Selv om der var tale om en teknologi til lokalnet snarere end til internettet, var argumentet det samme – fjern arbejdet fra den stationære pc.

I dag er hele den idé kun en fodnote i computernes historie. Pc-brugere elsker selv at styre sagerne.