Hvorfor bruger næsten alle moderne computere – uanset om de kører OS X, Vista eller Linux – betydelig længere tid på at boote end en ældgammel Amiga? Med en harddisk kunne en Amiga være oppe at køre med Workbench på cirka fem sekunder.

Med en moderne multikerneprocessor og en 12 måneder gammel Windowsinstallation skal man være heldig, hvis systemet er i gang, før vandet koger. Selv en moderne Linuxdistribution kan tage sin tid. Det virker, som om boottider er Moores lov med omvendt fortegn.

Men der er undtagelser. Man kan for eksempel installere Haiku, der er et open
source-operativsystem, der genopliver BeOS, et hedengangent operativsystem fra midten af 1990’erne. Det kan ikke køre de applikationer, man har brug for, og det er i øjeblikket lidt ustabilt, men det kan levere et anvendeligt desktopmiljø på under 15 sekunder.

Indbygget hurtig-start

En anden mulighed er at investere i et nyt bundkort fra Asus. Mange af dem har nu en indlejret version af Linux, der hedder SplashTop. Den booter direkte fra systemets rom på omkring ti sekunder. Denne imponerende bedrift skyldes, at SplashTops præcise hardwarekrav fuldstændig bliver dikteret af Asus’ bundkortdesign. Det er en luksus, som de mange Linuxdistributioner ikke har.

Men selv om SplashTop ikke er en komplet desktopløsning (det er et værktøj, der primært blev udviklet til fejlfinding), får man en webbrowser og andre Linux-kommandolinjeværktøjer med i købet.

Linux er velegnet til justering og finindstilling, fordi man har fuld kontrol over, hvad der bliver indlæst og hvornår. Hvis man har brug for en maskine, der er klar på få sekunder, kan man lave en begrænset og skræddersyet Linuxinstallation, der ikke spilder tid på at indlæse værktøjer og tjenester, som man ikke har brug for.

Og hvis man kun skal bruge en webbrowser, som man kan lege med, mens vandet koger, har flinke folk allerede gjort arbejdet for en. Der findes begrænsede udgaver af Linux, som booter hurtigt, uden at man behøver fuske med dem. Man har hverken brug for at nyt bundkort eller en BeOS-klon.

Meget lille distribution

Hvis man installerer fra grunden frem for at bearbejde en eksisterende Linuxinstallation, er det bedste valg, når det gælder hurtig boot, Damn Small Linux (DSL). DSL er ikke ret stor. Hele distributionen er vredet ned på 50MB. DSL blev oprindelig udviklet til folk, der kører Linux på ældre hardware, og den sparer på systemressourcerne.

Den kan vække nyt liv i en aldrende 486DX med 16MB ram. Den omfatter et meget enkelt desktopmiljø, der hedder JWM, og begrænsede udgaver af desktopapplikationer såsom filhåndtering, e-mail-klient og medieafspiller.

Der er sågar også en lillebitte webserver. Den rummer også webbrowseren Firefox, og den er derfor ideel til hurtig webbrowsing.
Hvad man ikke finder, er applikationer som OpenOffice.org og The Gimp.

Begge er meget ressourcekrævende, og selv om de ikke forsinker boottiden, fylder de. DSL-kernen er også antik, idet den bruger en mindre og lettere udgave af 2.4-versionen. Det vigtigste er imidlertid, at bootprocessen ikke er fyldt op med moderne drivere og autokonfiguration.

DSL er lavet til at blive brugt som Live CD, der booter computeren i Linux ved hjælp af et optisk drev. Takket være distributionens diminutive størrelse, går man fra BIOS til desktop på 30-40 sekunder. Men det er det optiske drev, der er flaskehalsen her. Hvis man vil have de hurtigst mulige boottider, skal man installere DSL på harddisken. Men pas på: DSL er lige så økonomisk med installationen som med applikationerne, og der er derfor ingen grafisk partitionseditor.

Let partitionering

Hvis man vil installere DSL på en af sine harddiskpartitioner, anbefaler vi absolut, at man bruger et værktøj som Partition Editor eller GParted, som man finder i Administration-menuen på en Live Ubuntu. Brug et af disse værktøjer til at konfigurere harddisken først og sørg for, at du kender partitionsnavnet på den enhed, du vil installere DSL på. For eksempel hedder den første partition på det første drev altid »/dev/sda1«. Den oplysning kan man finde i Partition Editor, og man skal bruge den, når man skal installere DSL.

Boot fra DSL’s Live CD. I Launchmenuen vælger du i nederste venstre hjørne »Apps | Tools | Install to hard drive«. Så kommer der en kommandoprompt, hvor installations-
proceduren allerede kører. Du skal skrive navnet på den partition, som du vil have DSL installeret på (du mister alle data på den partition, så pas på). Svar »n« på spørgsmålet om, hvorvidt du vil have flerbruger-login, og »n« til muligheden for at bruge et journaliseret filsystem.

Når du har besvaret det sidste spørgsmål, installerer DSL sig selv. Det tager ikke lang tid, og efter få minutter har du en fuldt fungerende installation. På vores maskine gik vi fra BIOS til en fuldt fungerende desktop på cirka 23 sekunder. Det er ikke så ringe, når man tænker på, at en udgave af Ubuntu 8.10, der blev installeret på den samme maskine, var 90 sekunder om at komme i gang.

Smid ud

Hvis du ikke vil installere en separat version af Linux for at kunne boote hurtigere, er der alligevel meget, du kan gøre for at sætte fart i boottiden med din eksisterende installation. Den mest indlysende består i at bruge dvalefunktionen i stedet for helt at slukke for pc’en. Dvale har altid været lidt akavet i Linux, men det er umagen værd at give det en chance med en ny distribution, for det kan godt være, at det virker nu.I den seneste udgave af Ubuntu kan man for eksempel vælge »Hibernate« i log ud-menuen.

Ubuntu omfatter også en grafisk brugerflade, der slår boottjenester fra (de, der kører automatisk, når man starter desktoppen). Hvis man fjerner dem, man ikke har brug for, fra processen, kan man spare over 20 sekunders boottid plus en masse hukommelse. Åbn Services-vinduet i Ubuntus Administration-menu. Det giver en liste over de ikke-essentielle funktioner, der starter, når computeren booter.

Hvis du vil have størst hastighed, skal du frakoble de følgende: anacron, atd, automated crash report, Bluetooth device manager, Klog, syslog, hotkeys management, acpid og apmd. Hvis du fjerner nogen af disse funktioner, kan det give uventede bivirkninger, så du skal sikre dig, at du kan vende tilbage til den oprindelige konfiguration. Det er et spørgsmål om sund fornuft. Man skal for eksempel kun slå Bluetooth fra, hvis man ikke bruger det.

Vinduet Session Preferences (i menuen Preferences) opregner en tilsvarende gruppe af processer, som man kan slå fra. De påvirker kun desktopsessionen, og de er derfor ikke så vigtige som systemtjenesterne. Sluk kun for dem, du ikke har brug for. Ved hjælp af denne strategi lykkedes det os at reducere Ubuntus boottid med over 20 sekunder.

Begræns forsinkelser i boottiden

En betydelig forsinkelse under boot af Linux er den tid, der går med at vente på bootmenuens timeout. Denne forsinkelse kan man forkorte ved at redigere »/boot/grub/menu.lst« i en tekstbehandler. Find den linje, der begynder med »timeout« og reducer tallet til højre. Lad være med at bruge 0 eller 1, for disse tal medfører, at man slet ikke kan bruge menuen.

BONUS:Boot Linux hurtigt fra en usb-nøgle

Det er ikke ret længe siden, at det at lave en Linuxversion, som man kunne boote fra en usb-nøgle, var en kompliceret blanding af kommandoer held. Heldigvis har det ændret sig. Både Fedora og Ubuntu omfatter nu som standard værktøjer til at lave en usb-nøgle-udgave af hver distribution, og Mandiva sælger en, der er præinstalleret.

Nok så interessant er UNetbootin, der er et separat værktøj, som man kan bruge med både Windows og Linus. Det opretter en bootbar udgave af Linux på en usb-nøgle ved hjælp af nogle få museklik. Det er kompatibelt med mange Linuxdistributioner, herunder Damn Small Linux.

Angiv placeringen af distributionens ISO-image, efterfulgt af usb-enhedens drev nummer, så genererer det en version, der kan bootes fra usb-enheden. Det er nok den bedste måde at bruge Damn Small Linux på, for den bruger kun 100MB til installationen, og man kan bruge den til hurtigt at boote sin maskine i DSL i stedet for standardoperativsystemet.