Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Amerikansk Bluetooth-højttaler sætter ny standard

Sjældent har vi hørt så massiv bas og stort lydbillede fra en kompakt trådløs højttaler. Amerikanske Peachtree Audio imponerer med et solidt lydbillede, som du kan nyde ved musiklytning, og når tv-lyden skal have et løft.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At de små trådløse højttalere kan levere høj musikkvalitet, dokumenterer denne Deepblue2 fra Peachtree Audio. Den sætter nærmest en ny standard for, hvad du skal kunne forvente af en Bluetooth-højttaler. Deepblue2 måler 23 x 36 centimeter, men lukker du øjnene, ville du tro, at et stort hi-fi-system spiller.

Inde i kabinettet er der godt fyldt op med kvalitetsenheder. En 6,5” basenhed i midten sørger for den dybe bas. I hver side er der en 3” mellemtone og en 1” diskant, som spreder lyden svagt ud til hver side – og i stereo. Højttaler-enhederne er af samme klasse, som du finder i ægte hi-fi-højttalere. Diskanten er for eksempel en såkaldt soft-dome, der er kendt for at kunne gengive diskanten detaljeret og silkeblødt.

Ikke visuelt udfordrende, men hvor kan denne Deepblue2 spille! I midten bag fronten sidder en basenhed og i hver side er der – let vinklet – monteret et sæt mellemtone- og diskantenheder.

Der er en samlet effekt på 440 watt til at drive herlighederne, og selvom watt-angivelse ikke altid skal tages for pålydende (der er mange måder at angive effekt på), så antyder lydtrykket og det meget rene lydbillede, at der er mere end ”skulderwatt” bag.

Tilslutningen via Bluetooth sker uden problemer. Der medfølger fjernbetjening, og her kan du på dioder se, hvor højt der er skruet op. Der er også en separat justering for bassen. Der følger ikke nogen app med til styringen. Du bruger den musiktjeneste, du foretrækker, og streamer direkte fra den smartphone, tablet eller computer du ønsker.

Der er touchpanel i toppen. Dioderne angiver lyd- og basniveau. De slukker få sekunder efter indstilling.

Hi-fi-purister står bag

Det unikke ved lydbilledet er, at det både er stort og homogent, samtidig med at der kan spilles højt. Lyden bliver aldrig presset. Hemmelighederne er de gode komponenter og den dybe bas. Når bassen er præcis og magtfuld lyder alt bare bedre. Bare prøv en lydbar med og uden subwoofer – forskellen er enorm. En anden grund til den gode lyd er, at det er folk, som normalt udvikler hi-fi i en noget dyrere klasse, der står bag. Peachtree Audio laver forstærkere og højttalere samt mange andre lydprodukter.

Bag på højttaleren finder du en analog minijack-indgang, så smartphone eller andet kan sættes direkte til, men også en optisk digital indgang. Den sidste kan bruges til mange enheder, for eksempel cd-afspillere, men især til tv'er er den oplagt. Langt de fleste tv'er har nemlig en optisk digital udgang, og sætter du den til Deepblue2 vil lyden blive dramatisk bedre.

På den lille fjernbetjening kan basniveauet indstilles separat.

Stemmer står helt klart og rent, og film gengives med et punch i bassen, som er imponerende hver gang, selvom det er en forholdsvis kompakt højttaler uden subwoofer.

I forhold til mange konkurrenter må du undvære et lækkert, æstetisk design. Byggekvaliteten er i orden, men decideret køn er Deepblue2 ikke.

Libratone Loop fås med Wi-Fi og Bluetooth. Den spiller særdeles homogent og lækkert, men knap så højt og magtfuldt som Peachtree. Til gengæld er designet mere stuevenligt med udskifteligt stof i forskellige farver. Prisen er 3400 kroner.