Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

AMD Radeon HD 7850

Ydelsen er i fokus, men der er ikke tale om en egentlig entusiast-gpu.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne dyst burde egentlig være en kamp mellem AMD Radeon HD 7850 og kort, der bygger på Nvidia GeForce GTX 650Ti Boost-chipsættet.
Så ville vi give dig en minut for minut-dækning af en drabelig kamp om det måske vigtigste prisargument i grafikbranchen. Begge chipsæt repræsenterer nemlig begyndelsen på det, vi vil kalde en ordentlig gaming-ydelse.

Radeon HD 7850 bygger på Pitcairn, der er AMDs bud på ydelse snarere end en egentlig entusiast-gpu. Man får ikke den komplette pakke med 1280 shaderkerner i denne udgave af Pitcairn. Antallet er skåret ned til 1024.

Teksturenhederne er også blevet beskåret: fra 80 til 64. Men man får en komplet 256-bit-bus, og det er afgørende for at opnå ordentlige framerates ved HD-opløsninger, når det hele er slået til.

Resultatet er et kort, der leverer næsten 30 fps i snit i vores tests.
650Ti Boost kan omtrent klare det samme. Hvad skal man vælge? Det er faktisk ikke det egentlige problem for 7850. Problemet er dets slægtning AMD Radeon HD 7870 GHz. Hvis man ser sig for, kan man slippe med at give blot 5-800 kroner mere for det.

Det er grunden til, at det, der burde være den afgørende dyst i denne test, fordamper.

For de ekstra kroner til et 7870 får man et kort, der leverer ubesværet gaming ved stort set alle indstillinger.

Det er det, vi vil have. Det er sandsynligvis også det, du vil have. Og derfor er det, hvad du skal købe.