Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

AMD FX-4300

Hvis det er, hvad du har råd til, bliver du positivt overrasket, men den kræver overclocking for at yde sit bedste.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

For de fleste cpu’er her er hovedsagen den sammenlignelige ydelse. Hvordan klarer processor X sig i forhold til processor Y? Afvej pris og ydelse, og tryk på den relevante aftrækker.

Det er lidt anderledes med den billige AMD-chip. Sammenligninger er ikke opmuntrende. Det er snarere et spørgsmål om at have et meget stramt budget og ønsket om at vide, om FX-4300 er god nok. For os er det navnlig et spørgsmål om gaming-ydelse.

Det hænger sammen med, at vi går op i gaming, men det skyldes også, at framerates betyder meget. Man kan ikke rigtig spille ved 10 frames i sekundet, men man kan spille ved 30 frames i sekundet. Omvendt gælder det, at hvis man koder noget video ved 10 eller 30 frames i sekundet, er det kun et spørgsmål om timing. Man skal nok klare det, hvis man har tilstrækkeligt med tålmod.

Er FX-4300 så god nok til spil? Svaret er overvejende ja. Den er ikke voldsomt langsommere end AMD’s dyrere cpu’er, selvom overliggeren er sat ret lavt her. En glædelig omstændighed er, at man kan banke clockhastigheden op til næsten 5 GHz, og så bliver man ret fornøjet med valget af en cpu til kun 850 kroner.

Hvis der er nogen tvivl, består den i, at FX-4300’s overclockede gaming-ydelse omtrent svarer til Intels Core i3-4130, og den er del af en platform, der giver flere muligheder for fremtidige cpu-opgraderinger.

AMD’s FX-chips udgør en del af et økosystem af bundkortsokler og cpu’er, der synes at være forudbestemt til at forsvinde indenfor det næste år eller så. Det betyder, at vi er nødt til at modsige os selv en anelse og sige, at det er tvivlsomt, om FX-4300 er et godt køb, selv til 850 kroner.