Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Alt i en-computer i ordets egentlige forstand

En alt i en-computer er i tradionel forstand 'blot' en stationær computer, hvor hardwaren er i samme kabinet som computerskærmen.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En alt i en-computer er i sig selv bemærkelsesværdig ved, at den sparer plads, og gør computeren usynlig i rummet, hvilket mange med garanti er glade for.

Asus Transformer AIO P1801 går et skridt eller to længere. Der er tale om en hybrid computer i mere end én forstand.
Der kan skiftes mellem Windows 8.0 og Android 4.2 Jelly Bean på computeren, der benytter sig af en 18,4"-touchskærm. Desuden udgør den aftagelige skærmdel en selvstændig tablet.

Tages tabletten af holderen udgør den en selvstændig 18,4" Android-tablet til brug i hjemmet. I tablet-mode er det også muligt at anvende Windows 8.0 via Windows 8 Remote tilstanden, så længe der er Wi-Fi-
forbindelse til basen. Er dette ikke tilfældet skiftes automatisk tilbage til Android-tilstand.

To verdener, en skærm

Asus Transformer AIO P1801 er i realiteten to computere i en. Det er en stationær alt i en-computer, der er bygget ind i en basestation.
Det testede eksemplar har en Intel Core i7-3770 quad core-processor på 3,40 GHz, 8 GB ddr3-ram og en harddisk på 2 TB. Der er også blevet plads til et Nvidia Geforce GT730M grafikkort. (Efter testens gennemførelse har vi fundet ud af, at Core i7-modellen er trukket ud af Danmark, da Core i5-modellerne udfylder rollen lige så godt).

I docken hviler tabletten på 18,4", den kan her vippes op til 30 grader bagud for den rette siddeposition. Der er tale om en 10-punkts ips-touchskærm med højglansoverflade, og en skærmopløsning på 1920 x 1080 pixel.

Skærmen har gode farveegenskaber og gode betragtningsvinkler, som vanligt for ips-paneler. Direkte lysindfald kan dog medføre en del reflektioner i skærmen.

I tablet-mode er det en Nvidia Tegra 3 processor på 1,7 GHz, der tager over, denne suppleres af 2 GB ram og en indbygget flashhukommelse på 32 GB til lagring. I Windows 8 i alt i en-mode (docket tilstand) kan begge drevtyper tilgås samtidigt ellers ikke.

Det er meget let og hurtigt at skifte mellem Windows 8 og Android, enten inde fra operativsystemet, eller via funktionsknappen, som sidder i højre side af tabletdelen.

Glimrende stationær

Den testede Transformer AIO P1801 er en glimrende kraftig stationær alt i en-computer. Processoren har masser af kræfter, der er godt med ram, og grafikkortet giver en rimelig grafisk ydelse.

Dette understøttes af en traditionel men hurtig harddisk. Sammenlagt giver det en PCMark 7 score på 4059 PCMarks, hvilket afspejler, at den har godt med overskud. Den larmer heller kke ret meget, når den ikke belastes.

Det medfølgende trådløse tastatur og musesæt er lavet af plastik og aluminium. Tastaturet er især en fornøjelse at bruge. Musens scrollplade skal man lige vænne sig til.

Fine løsninger

Touch-betjening fungerer fint med god respons. Et lille kritik-punkt går på tabletdelens samlingskvalitet, der ligger under vanlig Asus-standard.
Tabletdelen håndterer man ikke i klassisk forstand. Der er et lille håndtag til transport og et udfoldeligt støtteben. Ellers er den egnet til at sidde med i skødet eller at have liggende på bordet, den er trods alt kun 18 mm tyk.

Begge elementer har 802.11n Wi-Fi og Bluetooth. Tablet-delen har 3-i-1 kortlæser og 1 mini USB 2.0-port. Basen har 1 Gbit/s lan, 4 USB 3.0-porte og HDMI.