Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Afdæk skjulte problemer med pc’ens ydelse

Grav dybt ned – i hvert fald virtuelt – for at finde ud af, hvorfor dit system er langsomt, og se, hvordan du kan sætte farten op.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Fra forlængede boottider til langvarig start af applikationer og langsom slukning – Windows kan præstere alle former for ydelsesproblemer. Hvis du er en erfaren pc-bruger, ved du, at ’Jobliste’ og ’Logbog’ kan hjælpe med at diagnosticere problemet, men så er der stort set heller ikke mere. Sker der noget mere kompliceret, er du overladt til dig selv.

Sådan behøver det ikke at være – ikke hvis du installerer Microsofts gratis Windows Performance Toolkit. Denne fejlfindingsfunktion kan optage nøjagtig, hvad der sker på din pc. Derefter producerer den detaljerede rapporter, der afslører de ressourceslugere, som sinker den – den vigtigste oplysning, du skal bruge for at få systemet til at køre optimalt.

Installation

Windows Performance Toolkit er meget nyttigt, men af en eller anden grund vil Microsoft åbenbart ikke have, at du kender til det. Og hvor det tidligere kunne hentes som et separat download, er det nu kun til rådighed som del af Windows 7 Software Development Kit.

Så snart man kender hemmeligheden, er det dog ikke svært at finde og installere. På trods af navnet kan værktøjet også installeres og køre fint på Vista. Gå til downloadsiden, og hent webinstalleren.

Start den, og så bør du få et udvalg af de komponenter, du vil installere. Klik i ’Windows Performance Toolkit’ under ’Common Utilities’ (hvis du ikke kan se den, skal du klikke ved ’Win32 Development Tools’) og lade programmet downloade og installere de udvalgte filer.

Hvis du har valgt Windows Performance Toolkit direkte under setup-processen, bør det nu være tilgængeligt som en mappe på menuen ’Start | All Programs’.

Hvis det ikke er tilfældet, skal du finde og køre enten wpt_x86.msi på et 32bit-system eller wpt_x64.msi på et 64bit-Windows (normalt i en mappe som Program Files/Microsoft SDKs/Windows/v7.1/Redist/Windows Performance Toolkit), så bliver pakken installeret for dig, og du er klar til at komme i gang efter et minut eller to.

Kom i gang

Du begynder med at bruge et af WPK-suitens kommandolinjeværktøjer til at initialisere en »trace« – en optagelse af din pc’s aktiviteter. Nu sporer pakken cpu-brug, ram-forbrug, læsning og skrivning på harddisken, og hvad du ellers har angivet.

Det hele bliver skrevet til en fil. Når trace er færdig, kan du se alle disse statistikker i detaljerede grafer, zoome ind og ud, lægge grafer oven på hinanden og analysere dem på forskellig vis.

For at se det ske skal du klikke på ’Start’, skrive cmd, højreklikke ’cmd.exe’ og vælge ’Run as administrator’. Klik inden i vinduet, skriv xperf -on DiagEasy og tryk [Enter]. Pakken begynder med det samme at overvåge din pc, og derfor skal du gøre noget, der kræver mange ressourcer, såsom at indlæse et spil og derefter lukke det igen.

Når du er færdig, skal du skifte tilbage til kommandovinduet, skrive xperf -d trace og trykke [Enter]. Når filen er blevet skrevet til dis- ken, er du klar til at analysere resultaterne.

Analyse

Skriv xperftrace.etl og tryk [Enter] eller dobbeltklik i ’Stifinder’ for at se, hvad den indeholder (den bliver gemt i den aktuelle kommandolinjemappe – sandsynligvis WindowsSystem32). Du finder et vindue, der indeholder mange grafer, som hver beskriver et aspekt af det, der skete under overvågningsprocessen.

Grafen ’Process lifetimes’ viser for eksempel, hvilke processer der kørte og var aktive. Graferne ’Disk I/O’ og ’DISK utilisation’ beskriver aspekter ved din harddiskbrug, og der er en række diagrammer, der viser, hvordan din cpu blev brugt under overvågningsprocessen.

Klik ’Graphs’, vælg ’Disk utilisation by process’, så kommer der en ny graf. Vælg boksen ’Processes’ i grafen, ryd ’All processes’, så bliver grafen ryddet. Klik nu ud for en eller flere individuelle processer, så får du harddiskbrugen angivet på diagrammet. Det er meget nyttigt, hvis du vil udpege en ressourcesluger blandt alle de andre.

’Graphs | CPU usage by process’ gør stort set det samme for processorforbrug. Med blot få klik kan du se, hvilke processer der stiller regelmæssige krav til cpu’en under overvågningsprocessen. Hvis der heriblandt er baggrundsapplikationer, du ikke har brug for, kan du lukke for dem for at forbedre pc’ens ydelse.

Det er endda muligt at lægge det ene diagram over det andet. Diagrammet ’Process lifetimes’ for eksempel viser kun de kørende programmer, men hvis du højreklikker i diagrammet og vælger ’Overlay graph | Disk utilisation | All’, kommer ’Process lifetimes’-data frem øverst på ’Disk utilisation’, så du kan se, hvordan harddiskbrugen ændrer sig, i takt med at programmer bliver startet.

Hvis det er for vagt for din smag, kan du højreklikke i et diagram og vælge en af ’Summary table’-funktionerne. Nu får du en tabel, der indeholder de rå data fra grafen.

Start og sluk

Hvis din pc virker langsom, kan en overvågning med Windows Performance Toolkit vise, hvad det er, der sluger ressourcer. Pakken er dog ikke kun til spredt brug. Den har også dag til dag-applikationer såsom overvågning af pc’ens start- og slukprocesser. Også her udpeger den det, der kan gøre maskinen langsom.

Før du prøver det, skal du starte en separat funktion, men husk, at den skal genstarte din pc for at kunne køre sine test. Hvis der er for mange applikationer åbne, bliver dens analyse forstyrret. Luk alt med en knap på værktøjsbjælken, men ikke baggrundsopgaver med ikoner i systembakken.

Åbn en hævet kommandolinje, skriv xbootmgr.exe -trace boot, og tryk [Enter]. Din pc lukker ned og genstarter to gange. Du får måske statusmeddelelser fra xbootmrg, såsom ’waiting for prefetcher’.

Til sidst viser xbootmgr en ’Delay’-besked med en timer, der tæller ned. Det skyldes, at programmet ikke ved, nøjagtig hvornår du vil have, at bootanalysen skal slutte. Vent på, at et tungt baggrundsprogram starter, og klik så ’Finish’, når du vil. Giv bootmgr lov til at genstarte igen, hvis det beder om det.

Når processen er slut, skal du se i ’WindowsSystem32’, om der er nye .etl-filer (eller søge på pc’en efter filer af typen boot*.etl og shutdown*.etl, hvis du har svært ved at finde dem. Vores hed boot_BASE+CSWITCH_1.etl og shutdown_ BASE+CSWITCH_1.etl). Dobbeltklik på det, du finder, for at se nærmere på start- og sluk-processerne.

Sæt fart på systemet

Det, du tager fra boot- og shotdowntraces, afhænger af dit individuelle system, men der er nogle teknikker, som er nyttige for alle. Hvis du tror, at Windows-tjenester forlænger dine boottider, så se på ’Services’-diagrammet i filen boot_BASE+CSWITCH_1.etl. De tjenester, der har de længste bjælker, er sandsynligvis dem, der sinker din pc. Hvis der er nogle, som du trygt kan slå fra, så gør det.

Se på grafen ’Process lifetimes’ – indeholder den programmer, som du ikke har brug for? Hvis det er tilfældet, så afinstaller dem, og sørg for, at de ikke starter automatisk. På den måde reducerer du belastningen, når pc’en starter.

Åbn ’Graphs’-menuen, og klik ved funktionerne ’CPU usage by process’ og ’Disk utilisation by process’. Iagttag diagrammerne og se, hvilke processer der stiller de største krav til systemet. Vi fandt ud af, at wmpnetwk.exe var ansvarlig for 40 procent af diskforbruget i flere sekunder af boottiden på vores test-pc. En Microsoft-add-on ved navn SeaPort.exe genererede også masser af harddisktrafik.

Med lidt udforskning kan du snart se frem til forbedrede start- og sluttider. Livet er dog ikke altid så enkelt, og du kan komme ud for periodisk tilbagevendende problemer. Den ene dag kan boot- og lukketider være fine; næste dag varer de en evighed.

Men Windows Performance Toolkit kan stadig gøre nytte. Tag en trace en gang om ugen, og gem dine tracefiler. Hvis du kommer ud for en langsom boot i fremtiden, kan du sammenligne den med din trace for en almindelig boot og finde ud af, hvad der har ændret sig.

Gå skridtet videre

Vi har set på, hvordan pakken kan hjælpe dig med at overvåge enkel pc-information, men du kan iagttage meget mere med forskellige XPerf-kommandoer. Er du bekymret for driverproblemer? Fyr op under XPerf med xperf -on drivers for at optage driveraktivitet. Hvis du er interesseret i registreringsdatabasen, kan du prøve xperf -on registry.

Der findes også kommandoer, der fortæller dig om strømstyring (xperf -on power), filrelateret harddiskaktivitet (xperf -on filename), oprettelse og sletning af proces og tråd (xperf -on proc_thread) og meget mere.

Skriv xperf -providers kf ved kommandolinjen for at se de andre muligheder i din pc. Husk, at du kan kombinere flere flag i den samme tracingsession. Således overvåger xperf -on power+registry+drivers strøm, registreringsdatabasen og driverrelaterede emner.

Det eneste, der tæller, er, at du eksperimenterer. Blandt alle de tekniske sager er der også værdifulde oplysninger om din pc’s ydelsesproblemer, som du ikke kan få andre steder. Det kan godt betale sig at bruge en times tid på at lære de grundlæggende vilkår for Windows Performance Toolkit.

Windows Performance Toolkits grafer er gode til at give et hurtigt visuelt overblik over, hvordan din pc klarer sig, men du kan også få adgang til de rå data, der ligger bag. Det kræver som regel kun et par klik, og det kan være endnu mere nyttigt. Prøv for eksempel at dobbeltklikke på en boottrace-graf, højreklik på diagrammet ’Disk utilisation’, og vælg ’Summary table’.

Du får nu en dybdeborende rapport, der omfatter alle de processer, som Windows Performance Toolkit har optaget: den tid, der gik med at vurdere harddisken; antallet af læsninger; antallet af skrivninger; det samlede og gennemsnitlige antal bytes, der var involveret, og mere til.

Men det er kun begyndelsen. Vores test-pc kørte programmet Oops!Backup, der forståeligt nok genererede en anselig mængde harddiskaktivitet. Da vi klikkede på plustegnet ved OopsBackupEngine.exe, så vi, hvordan programmets læsninger og skrivninger tog sig ud for hver fil og hvert systemområde, det tilgik – en imponerende mængde detaljer.

Du kan ikke blot se, at et specifikt program gør massiv brug af din harddisk, du kan også få vigtige oplysninger om, hvad denne aktivitet består af – og det er kun i ’Disk utilisation’. De andre har deres egne oversigtstabeller, der ofte er lige så interessante. Højreklik, og udforsk dem for at se, nøjagtig hvad der er til rådighed.

Når en XPerf-trace er overstået, fortæller programmet dig sommetider, at tracefilen kan være upålidelig, fordi den mangler flere millioner begivenheder. Det kan lyde usandsynligt, men husk, at XPerf optager selv de allermindste detaljer, herunder de mindste ændringer i cpu-brug og harddiskbrug. Det er en enorm mængde data, og sommetider overstiger mængden den begrænsede bufferhukommelse, der er til rådighed, hvilket kan føre til betydelige tab af data.

Hvis det sker for dig, kan det måske hjælpe at øge mængden af bufferhukommelse. Som standard bruger pakken 64kB pr. ram-buffer. Det kan du øge med funktionen ’-BufferSize’, for eksempel xperf -on drivers -BufferSize 128 eller xperf -on power+registry+drivers -BufferSize 192.

Hvis XPerf derefter meddeler, at der bliver mistet færre begivenheder, tyder det på, at du er på vej i den rigtige retning. Pas dog på ikke at gå for vidt. Hvis du bruger for megen hukommelse på XPerfs trace, kan du få problemer andre steder.

Du kan også prøve at eksperimentere med funktionerne ’MinBuffers’ og ’MaxBuffers’. De indstiller det minimale og maksimale antal buffere, der er til rådighed. Læs i Microsofts onlinemanual til XPerf om disse og beslægtede funktioner (www.bit.ly/bWAGlg).

Hvis du ønsker flere detaljer om en trace og pc’en konfiguration, da tracen blev genereret, skal du åbne tracefilen og vælge ’Trace | System Configuration’. Klik på knappen ’Traces’ for at se, hvornår tracen blev oprettet, plus potentielt nyttig information såsom antallet af mistede begivenheder.

Hvordan var dine Windows-tjenester indstillet, da tracen var aktiv? Hvis du klikker på knappen ’Services’, bliver alt afsløret. Du får vist de installerede tjenester, deres procesnavne, og om de var stoppet eller kørte på det tidspunkt.

Knappen ’Storage’ giver oplysninger om dine systemdrev, ’Network’ fortæller om hvert af dine netkort, og knappen ’PnP’ opregner al din pc’s hardware. Det sidstnævnte bliver præsenteret på en forfærdelig upraktisk facon, men kan alligevel være nyttigt som vidnesbyrd om, hvad der var tilsluttet, da tracen blev taget (for eksempel hvis der kun opstår problemer med at lukke ned, når en bestemt usb-enhed er sluttet til).

Knappen ’General’ viser oplysninger om pc’ens opsætning, herunder computerens navn, Windows-version, installeret ram og så videre. Alt det ved du sikkert i forvejen, men hvis du sender tracefilen til andre, vil de sætte pris på de ekstra oplysninger.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Det skal du bruge …

[/themepacific_accordion_section]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Ressourcer

[/themepacific_accordion_section]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Se nærmere på sagerne

[/themepacific_accordion_section]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Gem en trace

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]