Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Acer genopfinder den bærbare

Acer har gentænkt den bærbare helt fra bunden for at skabe en maskine, som er ideelt indrettet til touch-styring. Det er de sluppet godt fra.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At implementere en ny teknologi i et eksisterende apparat kan kræve, at man gentænker apparatet helt fra bunden. Det har Acer indset, og derfor er de nu klar med et af de mest radikale bud på en hybrid-computer, vi hidtil har set.

Træk skærmen frem

Aspire R7 tilbyder grundlæggende fire forskellige brugstilstande. De to er traditonel tablet- og bærbar-tilstand, så dem er der ikke grund til at bruge tid på her, mens de andre to er dem, der gør maskinen til noget særligt.

Ezel-mode giver mulighed for at bestemme præcis, hvor du vil have skærmen i forhold til tastaturet. Således kan du eksempelvis lade den svæve over tastaturet eller trække den ind foran. Det kan måske lyde lidt sært, men gør faktisk en markant forskel, når du både vil anvende tastatur og touch på én gang. Samtidig med at du har adgang til hele tastaturet, kan du nemlig have skærmen tættere på dig, og det giver en langt mere komfortabel touch-oplevelse, end hvis du skal sidde og strække armene efter skærmen.

Umiddelbart kunne man tænke, at Acer havde været nødt til at begrænse tastaturets størrelse for at få dette til at fungere. Men sådan er det ikke. Du får et komplet tastatur i fuld størrelse. Dog har det været nødvendigt at rykke touchpad’en om bag tastaturet. Det er gjort for, at du kan få adgang til alle taster, når skærmen er rykket frem. Man skal lige vænne sig til dette, men vi synes, det er et helt udmærket kompromis i betragtning af, hvor godt løsningen fungerer som helhed.

Den sidste tilstand er visningstilstand, og den får du ved at vippe skærmen helt bagover. Derved har du skærmen stående frit med resten af maskinen som simpel stander. På den måde kan du bruge den som et lille tv eller til præsentationer og lignende.

Gennemført kvalitet

Selvom Aspire R7 er lidt af et sats fra Acers side, er producenten langt fra gået halvhjertet til værks, som man måske kunne have frygtet.

Byggekvaliteten er bundsolid, og selvom skærmen kan vippes, bøjes og bukkes på stort set alle tænkelige måder, er der ikke noget, der virker løst eller ustabilt. Tværtimod er der en behagelig fast modstand, når man betjener den med touch.

Computer-mekanikken er også i den stærke ende. Skærmen er et LED-baggrundsbelyst ips-panel i fuld hd, som leverer et helt igennem godkendt billede samt en fin touch-respons.

Maskinen får sine kræfter fra en Core i5-3337U processor på 1,8 GHz (op til 2.7 GHz med Turbo Boost), og den giver rigeligt med kræfter til at køre Windows 8 fint og flydende samt til at afvikle alle almindelige opgaver uden problemer. I den testede computer var der desuden 6 GB ram og 500 GB harddisk, men der er også mulighed for at konfigurere den med mere ram og en ssd.

Tilslutingerne inkluderer HDMI, SD-kortlæser, lydporte, tre USB-porte, Wi-Fi, Bluetooth og en konverteringsport, som understøtter VGA, RJ45 og USB.
Det er således svært at sætte fingeren på nogen mangler, og alt i alt er Aspire R7 da også et af de absolut bedste bud på en hybrid-maskine, vi har set.