7 ting du skal vide før du køber smartphone

7 ting du skal vide før du køber smartphone

EmailFacebookLinkedInTwitterDeliciousGoogle+PinterestDel

Udbuddet af smartphones er stort og varieret. Men følg disse råd, før du investerer i en ny model, så rammer du ikke helt ved siden af.

1 Styresystem: Tre muligheder
Valget af styresystem er ikke uden betydning. Engang havde hver producent sit system, men siden smartphonen dukkede op, har du primært skullet vælge mellem iOS og Android – det sidste tilført de enkelte producenters ”kulør” og særlige apps. Hvis du vælger en iPhone, vælger du også iOS. Stort set alle andre mobiltelefoner er Android-baserede. En tredje mulighed kommer dog stærkt i disse år, nemlig Windows-mobilerne, der er brugervenlige, men hvor udvalget af apps er mindre. Andre systemer – for eksempel BlackBerry – har forsvindende betydning.

Læs også:  12 stærke nyheder i test: Den helt rigtige mobil til prisen

2 Skærmstørrelse: Mindst 5”
En smartphone er også en underholdningscentral, og derfor skal du ikke vælge en skærm, der er meget mindre end 5”. Hvis der er penge til det, skal du gå efter en skærm med minimum full HD-opløsning, så du kan se videoer i god kvalitet.

3 Dimensioner: Lomme eller ej
Skærmstørrelsen bestemmer mobilens samlede dimensioner. Inden du går højere op end 5”, skal du overveje, om det er vigtigt, at mobilen kan ligge i din jakke- eller bukselomme. Hvis du ikke har en taske med dig, når du er ude, kan en alt for stor model blive et irritament.

4 Hukommelse: Plads til det hele
Du kan ikke umiddelbart udvide en smartphones’ hukommelse, efter du har købt den. Med et microSD-kort kan du i nogle mobiler gemme filer, men kun i få tilfælde applikationer. Så vælg en smartphone med god plads, især hvis du tager mange billeder og videoer. 16 GB er et krav i den dyre ende af prisskalaen.

5 Håndværkermodel: Hårdfør
Har du et håndværk, der udsætter mobilen for lidt af hvert, eller er du bare ligeså klodset som mange af os, kan du overveje en såkaldt håndværkermodel, som tåler vand og slag. Du betaler dog ekstra for fordelen.

smartphone

Store smartphones er in, fordi de er perfekte til video, film og fotos. Men de kan være svære at tage med, når du skal hjemmefra.


6 Tilbehør: Tjek kompabilitet
Ikke alt det tilbehør, du ønsker dig, matcher eller kan styres med din smartphone. Så brug lige et øjeblik på at kontrollere den kompabilitetsliste, der findes på de fleste emballager, eller som angives i webbutikkernes specifikationsoversigter. Det kan betale sig.

7 Pris: Overvej billig eller gammel
De nyeste og hotteste smartphones er et ret kostbart bekendtskab. Overvej derfor, om du eventuelt skal købe sidste års model, som har 90 procent samme funktionalitet til måske 50 procent af de nye modellers pris. Hvis ekstrem lækker finish og skærmkvalitet ikke er afgørende for dig, kan du vælge en ny, men billigere mobiltelefon. De kan stort set det samme som de dyrere modeller. Se, hvor begrænsningerne er i stortesten på de foregående sider.

Del denne