Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Traditionelt set har skærmen været et stort skrummel, som det var vanskeligt at få til at se godt ud, lige meget hvad man gjorde. Efterhånden som de er blevet fladere, er det imidlertid en smule nemmere, og de nyeste modeller gør næsten intet væsen af sig i den nydelige dagligstue eller kontoret.
Det gælder i høj grad for AOC d2357Ph, som er skabt nærmest uden en ramme. Kanterne er kun 5,8 mm tykke, og på den måde er det lige før, det ser ud, som om den svæver frit i luften, når du hænger den på væggen.
Den tynde ramme gør også skærmen velegnet til brugere, som vil stille to eller tre skærme ved siden af hinanden. Den tynde ramme minimerer afstanden mellem dem og giver således en nærmest ubrudt overgang mellem billederne.
d2357Ph måler 23" og har opløsning i fuld hd. Skærmen har en hurtig responstid på 2 ms samt en stor betragtningsvinkel på 170° h/160° v og et højt kontrastforhold på 20.000.000:1. Det burde give forudsætninger for flotte filmoplevelser. Der er også indbyggede højttalere i skærmen, men producenten er dog reel nok til ikke at love andet, end at de giver ”respektabel” lyd, hvilket også må være det højeste, man kan forvente af i en skærm i dette format.
Ud over en analog indgang er d2357Ph udstyret med to hdmi 1.4-stik, så to hd-kilder kan tilsluttes samtidig. Det er let som en leg at skifte imellem dem via menuen.
Led-teknologien sikrer en energibesparende skærm, der brænder omkring 35 watt af ved almindelig brug og ikke engang 0,5 watt i standby-tilstand. Derudover hjælper intelligente funktionstilstande brugeren med at spare. Fremstillingen er fri for kviksølv, og skærmens miljøvenlige egenskaber understreges af certifikater som Energy Star og EPEAT Silver.
AOC d2357Ph forventes ude i april. Pris er endnu ikke fastlagt.