Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Tag temperaturen på dit hjem

Med Thermo Peanut er det nemt at få overblik over hjemmets temperatur på sin smartphone.

Af Mette Eklund Andersen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det digitale hjem har endnu ikke helt holdt sit indtog, men det er på vej. Et af problemerne er fælles standarder, og hvilken løsning skal man satse på? Har du endnu ikke et stort behov, er de fikse små ”peanuts” fra firmaet Sen.se en hurtig og billig måde at få sneget nogle smarte sensorer ind i sit hjem.For kun lidt over 200 kroner kan den lille enhed, som er mindre end et almindeligt USB-stik, måle temperaturen i dit hjem, på arbejdet, i serverrummet, køleskabet, hundehuset eller hvor den end befinder sig.

Opsætningen er utrolig hurtig via en Sen.se Peanut-app på din smartphone. Her kan du hurtigt tilkoble den lille måler (og tilføje flere målere), navngive dem m.m. Du kan tjekke temperaturen via din telefon og automatisk få advarsler, hvis temperaturen når over/under angivne mål (fra -20° til 60° C). Derudover er der ubegrænset datalagring i skyen, så du kan gemme og se en lang række måledata fra dine peanuts. Måleren fungerer desværre kun via Bluetooth, så vil du have målinger på farten, må du koble den op via en anden smartphone eller tablet i hjemmet og lade den fungere som hub udadtil.

Det er dog en utrolig velfungerende enhed til prisen, og et stort plus er, at firmaet har været fremsynet nok til at få deres forskellige ”peanuts” til at virke sammen med IFTT-platformen og ladet den tale med f.eks. Philips Hue-lamper, NEST, Belkins WeMo-stik m.m. Batterilevetiden skulle være på 6 måneder. Pris: 239 kroner.