Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

27" farvestrålende festfyrværkeri i QHD-format

Asus PA279Q spiller ud med fremragende specifikationer, der heldigvis materialiserer sig i en fremragende skærm til professionelt grafisk brug.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der findes mange gode computerskærme på markedet i dag. Asus PA279Q fra ProArt-serien er dog noget specielt.

Der er tale om en 27"-skærm med et ah-ips-panel, der har QHD-opløsning, hvilket vil sige en skærmopløsning på 2560 x 1440 pixel. Skærmen har en mat overflade og er målrettet til grafisk brug, således anvendes et 10-bits panel.

Det betyder, at skærmen kan vise lidt mere end 1 milliard farver. Internt anvendes en 14 bit internal Lookup Table, hvilket skal sikre et jævnere farveforløb og mere optimale gammakurver.

Lægger man dertil, at PA279Q fra fabrikken af er prækalibreret og i stand til at vise 99 % af Adobe RGB-, 100 % af sRGB- samt 120 % af NTSC-farverummene, så burde det være klart, at de grundlæggende egenskaber er mere end i orden.

Professionel skærm
Asus PA279Q gør det glimrende på mange områder. Skærmen er egnet til professionelt brug eller til den krævende hjemmebruger. Der er tale om en solidt konstrueret skærm, der står urokkeligt placeret på den solide fod.

Skærmen har et robust ydre, hvor funktionaliten vægtes højt. Ergonomisk er den eksemplarisk med 13 cm højdejustering. Skærmen kan drejes om sin egen akse, vippes og den understøtter pivotering således, at skærmen står på højkant.

Det skorter heller ikke på tilslutningsmuligheder. Skærmen har HDMI-indgang, dual link dvi-d-indgang samt displayport-indgang og displayport-udgang. Det sidste er smart, fordi det dermed er muligt at tilslutte endnu en skærm via displayport fra samme grafikkilde.

Af ekstra goder kan nævnes den indbyggede USB 3.0-hub, skærmen har en upstream USB 3.0-port, og seks downstream USB porte samt en 9-i-1-kortlæser.
Der følger displayport-kabel samt
dvi-d dual link-kabel med skærmen.

En lille krølle på halen er den medfølgende skærmhætte, der klæbes på skærmens sider. Den ligner en skyklap og skal holde
lys væk fra skærmen for at sikre mindre reflektioner og bedre
farveensartethed.

Meget fine egenskaber
Skærmen har et meget flot billede også ved 16,7 millioner farver (8 bit). Kalibreringen gør her også sin del, foruden det anvendte ah-ips-panel forstås.
Skærmen har en meget høj lysstyrke på 350 cd/m2 specielt med tanke på det anvendte panel. Responstiden angives til 6 ms. Det statiske kontrastniveau er på 1000:1. Betragtningsvinklerne er angivet til 178 grader såvel horisontalt som vertikalt. Det er også muligt at betragte skærmen fra spidse vinkler uden utilsigtede farveskift.

Skærmen er testet ved 8 bit, da det ikke sådan lige er til at anvende 10 bits farvedybde. For at være helt sikker på at det virker, skal skærmen tilsluttes via displayporten, og der skal anvendes programmer, der understøtter 10 bit farver. Dertil skal grafikkortet understøtte 10 bit farvedybde pr. subpixel som
Nvidias Quadro grafikkort og AMDs FirePro grafikkort.
Uanset så har PA279Q et vir-keligt flot billede, med farver der allerede i 8 bit virker meget levende. Det er ikke opblæste farver, men de virker ægte og 'rigtige'.

Der er også rigtigt flotte farveovergange, skærmen er ensartet belyst over hele overfladen, og kontrasterne er også rigtig pæne i 8 bit. Indstillingsmulighederne i
on screen-menuen er gode og
betjeningen let. Energiforbruget
er på 49,6 watt.