Når Steve Jobs taler, lytter verden. Hans evne til at bøje virkeligheden får selv det mest skinnende stykke krom og plastic til at skinne endnu mere. Når han taler om »endnu en ting« sidder publikum på kanten af sædet med visheden om, at uanset hvad der nu følger, vil de snart have et eksemplar. Men sådan har det ikke altid været, og selv nutidens mægtige Apple snubler somme tider. Vi har fundet de ti største svipsere, fejltagelser og dårlige ideer gennem tiderne.

1. Pippin

Super Nintendo. Master System. Jaguar. Megadrive. Pippin. Kan du se, hvem der falder igennem? Det lød som et stykke legetøj, men der var ikke mange børn, der fik chancen for at lege med Apples ulyksalige spillekonsol, Pippin. Teoretisk set var det en Mac i en mindre kasse, der skulle spille cd-baserede spilklassikere som Terror Trax, The Hourneyman Project og Mr Potato Head Saves Veggie Valley.

Men hvor de fleste spilproducenter hurtigt lærte vigtigheden af at styre deres økosystemer med en jernhånd, havde Apple planer om at sælge kerneteknologi til forskellige selskaber – hvilket er ironisk, når man tænker på virksomhedens nuværende adfærd. Men ligesom alle andre, der prøvede at gå op imod spilgiganterne Sega og Nintendo, var Pippin en ynkelig fiasko.

Det var et underdimensioneret, dårligt understøttet system, der angiveligt kun solgte omkring 5.000 enheder i USA. Pippin var en computer, der havde noget interessant teknologi, herunder nyskabelser som internetadgang, men uden de nødvendige spil til at bakke den op nyttede det ikke noget. Og så hed den Pippin.

Efter at Pippin gik i graven, opgav Apple stort set spil – og de fleste udviklere undgik stadig Mac. Men tiderne har ændret sig. Spilbiblioteket i iPhone har ikke slået den mægtige Nintendo, men det er første gang i meget lang tid, at der er kommet en reel trussel, også selv om den kun appellerer til folk, der spiller lejlighedsvis.

2. Apple usb-mus

Den berygtede »ishockey-puck« er en af Apples mest hånede opfindelser. Den kom ved lanceringen af iMac i 1998 og hang rundt omkring i hjem og kontorer i årevis.

Ikke blot var den grim, den gjorde det at pege og klikke omtrent så sjovt som at skrive på et tastatur, der er forsynet med nåle, bruge et talegenkendelsessystem, der kræver, at man indånder helium før hver instruktion, eller alt, hvad der har med Microsoft Offices »hjælpsomme« papirclip at gøre.

Apples usb-mus var besværlig at bruge, og den så ikke engang godt ud.

Ikke blot var dens runde facon klodset og upraktisk, den var alt for upræcis og havde det med at dreje den gale vej. Ledningen var for kort, hvis man sluttede den til maskinen i stedet for til usb-stikket på tastaturet, og knapperne var ikke ret behagelige. Noget godt kom der dog ud af den – tredepartsproducenter tjente formuer på at sælge alternativer og adaptere.

3. iPhone-applikationer

Da iPhone først blev afsløret i al sin herlige glans, manglede der noget vigtigt: applikationer. Apple ville selv skrive dem, levere fiks e-mail plus kalender, kort og musik. Alle andre måtte nøjes med at oprette websites med et ikon på skærmen uden adgang til noget af den interessante hardware, der gjorde iPhone så nyskabende.

Steve Jobs beskrev det som »en dejlig løsning«. Alle andre talte om en »dårlig vittighed«. Det blev påpeget mange gange, at hvis websiderne var gode nok, hvorfor byggede alle Apples egne applikationer så på Cocoa, uden at der var en eneste smule html iblandt? Set i bakspejlet var det det første tegn på, at den var gal.

Nu er App Store enorm, og mange har tjent formuer på den, men Apples styring af platformen bliver kun endnu mere problematisk. Fra skodprogrammer til bizarre afvisninger, skaleringsproblemer og den høje entrepris: Hver dag kommer der nye klager fra udviklerne.

Ironisk nok har html5’s stigende udbredelse overbevist mange om, at det måske alligevel er bedst at tage webvejen. Et af de mest markante eksempler er Google. Efter en masse besvær med at få Google Voice godkendt, gik det op for Google, at enhver med en smartphone kunne logge sig på, hvis Google gjorde tjenesten tilgængelig via browseren. I hvert fald enhver i USA. Google Voice har stadig til gode at blive lanceret her.

4. Apple Lisa

Appleudstyr er for dyrt. Det er den hyppigste kritik af virksomheden, og sådan har det lydt lige fra begyndelsen. Lisa, der blev lanceret i 1983, var et forsøg på at sigte på forretningskunder ved at tilbyde et stærkere system, højere grafikopløsning og beskyttet hukommelse.

Lisa var for dyr til at lette, da den blev lanceret i begyndelsen af 1980’erne.

Den officielle version er, at det står for Local Integrated Software Architecture, men det er der ingen, der tror på. Standardudlægningen er Lisa: Invented Stupid Acronym, men de fleste tror, at den simpelthen blev opkaldt efter Lisa Jobs, Steves datter.

Jobs arbejdede på projektet, før han gik fra borde for at arbejde på Macintosh-projektet.

5. Newton

Stakkels Newton. Sandsynligvis Apples mest ufortjente flop. Denne pda-platform (selve enhederne blev kaldt MessagePad) var forud for sin tid. Den omfattede integreret håndskriftgenkendelse (der virkede hæderligt, selv om den ikke var helt driftssikker), blev styret med berøringsfølsom skærm og omfattede masser af applikationer, der gjorde brugernes liv nemmere, herunder noter, kontakter og aftaler.

Newton var en glimrende platform, der simpelthen var forud for sin tid.

Det er ikke noget særligt efter vores tids standard, men i begyndelsen af 1990’erne var den en usædvanlig stærk enhed. Den skulle kun være begyndelsen på Newtons evner. Apple så enhederne som ægte computere, og vi har stadig til gode at se en efterfølger, der har taget det store spring. Det bliver måske iPad...

6. Motorola ROKR

Det var Motorola, der stod for hardwaren, men ROKR var ren Apple. Den var den første telefon, der var synkroniseret med iTunes, og et af de få tredjepartsprodukter, der fik den helt store forestilling af Steve Jobs. Og... den duede ikke.

Overhovedet ikke. Ikke blot var den et vulgært produkt; den var fyldt med sindsoprivende begrænsninger, som for eksempel at den kun kunne rumme 100 sange, uanset hvor meget ekstra hukommelse den fik. Man kunne ikke købe musik online, og den skulle sluttes til en Mac eller pc via et langsomt usb 1.1-kabel i stedet for den hurtigere standard usb 2.0.

Jobs’ demonstration af telefonen bibragte absolut intet af hans sædvanlige entusiasme, og det var der gode grunde til. Det var i 2005. I 2007 lancerede Apple sin iPhone, og det fejlslagne første forsøg på en Jobs-godkendt telefon blev henvist til historiebøgerne.

7. Apple TV

Jobs’ blå stempel er ikke altid en garanti for kvalitet – og Apple TV er endnu et eksempel på et produkt, der ikke klarede sig. Apple TV tog det værste fra adskillige verdener – afhængighed af Apples økosystem, mangel på et optisk drev og niveauet inden for internetbaseret underholdning i 2007 – og endte med en stort set ubrugelig elektronisk brevpresser.

Det skal dog siges, at Apple TV ikke var en forfærdelig enhed, men det kom for tidligt og var i for høj grad en virksomhedsspiller i stedet for at fokusere på det, der gavnede kunderne mest.

Apple TV tvinger brugeren til helt og holdent at satse på Apple, når det gælder underholdning.

Apple TV har måske introduceret folk til tanken om at have streaming-medier i huset, men det er produkter som WD-TV Live og PlayOn, der omsider gør den ydmyge computer til en grundlæggende del af det at se tv.

8. QuickTake Camera

I lighed med Newton havde QuickTakes fiasko mindre at gøre med selve produktet end med den situation, det var i. Det var et af de første digitalkameraer på forbrugernivau, og det var temmelig råt – ingen skærm, ingen nem måde at slette billeder på – og det optog ved en opløsning på 640×480 med kun 1MB hukommelse.

Der kom tre forskellige modeller fra 1994 og fremad, men ligesom med de fleste andre ikke-computerfokuserede produkter fik det kniven, efter at Jobs vendte tilbage til magten.

9. Twentieth Anniversay Mac

7.499 amerikanske dollars. Det gentager vi lige: 7.499 amerikanske dollars (41.271 kroner). Uanset hvor pjattet man er med Mac, uanset om man synes, at brugerfladen og stilen retfærdiggør høje priser, er 7.499 amerikanske dollars for en ny maskine, der skal markere en virksomheds milepæl, skingrende vanvittigt.

Kunne du tænke dig at give over 40.000 for en sminket Mac? Nej, det tænkte vi nok.

Twentieth Anniversary var nok smart i forhold til datidens grimme beige kasser, men den beviste, at stil har sin pris, og den er de færreste villige til at betale. Den er imidlertid blevet noget af et samlerobjekt. Det kan måske tælle som en slags succes.

10. MobileMe

Apple havde ingen undskyldning for, at MobileMe blev et flop. Ideen var lige så indlysende, som den var strålende – samle e-mail, kalendere, filer og telefon mellem computeren, iPhonen (du har købt en, ikke?) og nettet. Hvad gik galt? Alting. Ikke blot var den for dyr – og det er den stadig – den oprindelige version kunne knap nok fungere.

Den burde have været en stor succes, men MobileMe svigtede både ved lanceringen og i daglig brug.

Selv lanceringen af tjenesten var en katastrofe – siderne var langsomme, serverne var konstant nede, de lovede push-messages virkede ikke, og værst af alt: En række brugere, der fik den på prøve, konstaterede, at der var trukket for tidligt på deres plastickort.

Apple prøvede at løse problemerne ved at forlænge den gratis prøveperiode, men der er ingen tvivl om, at de fleste, der prøvede den i begyndelsen, husker det som rædsom oplevelse. Det er der ikke stil over, Apple. Slet ikke.

Alt andet end hædrende omtale

De små smuttere, der ødelagde festen

Jobs hævdede, at webapplikationer var alt, hvad iPhone-udviklere havde brug for. Det var ingen succes. Der var heller ikke mange, der klappede, da han sagde, at når iPod Shuffle hverken havde en skærm eller ordentlige knapper, var det fint. Livet skulle nemlig være lidt vilkårligt.

Når det gælder reklamebranchen, er konflikten mellem Mac og pc god til at skaffe Apple i avisen. Men sjovt nok ender pc-siden både i USA og i Europa som den, det er nemmest at have sympati for – i hvert fald hvis man er pc-bruger.

I USA blev dette standpunkt formuleret umådelig morsomt af den gravalvorlige John Hodgman. I Storbritannien har man prøvet at efterligne ham med Peep Shows Mitchell og Webb.

Når det gælder andre flopprodukter, kan vi nævne iPod Hi-Fi (for dyr, men pæn), den grimme, fede udgave af iPod Nano, den lillebitte Power Mac G4, der bragte minimalisme til et uheldigt niveau, præget af kronisk underdimensionering, og iPod-sokken, naturligvis. Vores iPod får kolde fødder hele tiden.