Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

10” bærbar komplet med Office Home & Students 2013

Lille Windows 8 bærbar med touchskærm og medfølgende Office pakke til studier, surfing, noter samt underholdning.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvem husker ikke de gode gamle netbooks, de var små og lette med en beskeden ydelse, men de kostede til gengæld heller ikke ret meget.

MEDION AKOYA E1318T MD99240 er en 10" bærbar, der med lidt god vilje kan betegnes som værende en arvtager til de hedengangne netbooks. Den kommer til salg i de danske ALDI butikker lørdag den 28. september til 2399 kroner.

Det er en bærbar, der sikkert vil dele vandene, den har et par glimrende salgsargumenter, men størrelsen på 10" vil ikke tiltale alle. Det skal heller ikke være en hemmelighed, at der er tale om en bærbar med en ret så moderat ydelse.

På rette hylde

Det er vigtigt at klassificere MEDION AKOYA E1318T MD99240. Er man til bærbare med større skærme og tastaturer for den sags skyld, siger det sig selv, at en bærbar som denne ikke står øverst på ønskesedlen.

Med en AMD A4-1200 dual core APU på 1,0 GHz, hvor hastigheden vel at mærke ikke øges under belastning, så er der ikke overraskende lagt op til en ydelse, der primært er egnet til lettere opgaver.

Der er i APU’en integreret en Radeon HD8180 grafikchip med understøttelse af DirectX 11.1, der egner sig fint til de lettere opgaver, som MD99240 er beregnet til. Det er en udmærket integreret grafikløsning, men det vil kun være anbefalelsesværdigt at spille lettere spiltitler. Det giver selvfølgelig nok sig selv med den lille skærm.

Efter at have brugt MD99240 må det siges, at ydelsesmæssigt fungerer den glimrende til surfing, til at skrive noter på, samt til at udnytte den indbyggede Office Home & Students kontorpakke. Den er også velegnet til underholdningsbrug, hvor man hører musik eller ser film. Man kan selvfølgelig også anvende en lang række andre programmer eller apps.

Man skal blot gøre sig klart, at kraftreserverne er begrænsede, der er også kun 2 GB ddr3l-ram installeret. Det er 1 GB mere, end de typiske netbooks havde, Windows 8 er dog også mere krævende, end hvad Windows XP var.

Der findes mange tablets med Windows 8, der har 2 GB ram, men man forventer velsagtens lidt mere ydelse af en traditionel bærbar, der typisk har et bredere anvendelsesfelt.

Slår ikke store brød op

Ydelsen i MD99240 føles lidt forskelligt, alt efter hvad man er i gang med at udføre. Det er trods alt ikke således, at man sidder og venter på at opgaverne skal blive færdige hele tiden.

Dog går det ikke så hurtigt som på en kraftigere computer, specielt kan ventetiderne ved loadning af programmer og nogle apps føles noget langtrukne.

Hastigheden føles dog som på enhver anden computer, når man "bladrer" på Windows startside.

Vi har målt ydelsen med SiSoftware Sandra 2013 og den understøtter vores fornemmelse af processorens hastighed, her er resultatet 6,66 gops (Giga Operations per Second) i den aggregerede cpu test. Det er en meget lav score, hvilket indikerer at betragtningerne om, at MD99240 mest er til lettere opgaver, er ganske rigtig.

Den samlede systemydelse er målt med PCMark 7 og resultatet blev 1007 PCMarks, hvilket kendere vil kunne bekræfte er en meget lille score.

Så længe man gør sig det klart, at MD99240’ styrke er mobilitet samt tilhørende features, er man på det rene med, hvad MD99240 kan og ikke er egnet til.

Mobilitet

Netop størrelsen er en af fordelene ved MD99240, formfaktoren med den 10" multitouch skærm gør, at der er tale om en meget kompakt bærbar. Også her minder den mere om forgangne netbooks, den er ikke specielt tynd, som normen er i dag, til gengæld er dimensionerne små og vægten er på blot 1,35 kg.

MD99240 har et plastkabinet, der virker ret robust og vridningsstabilt. Den ser også ganske fornuftig ud med en skærmbagside, der har et strejf af børstet aluminium over sig og en inderside med et mere kornet udseende. Begge har en farve, der kunne frembringe associationer om titanium.

Skærmen er monteret i solide hængsler, hvilket er vigtigt med tanke på, at den bærbare er beregnet til livet på farten.

Tastaturet ikke er den oplagte kandidat, hvis du har ønske om at excellere med evnerne indenfor 10-fingersystemet, når du skriver. Der er i sagens natur visse begrænsninger på grund af tasternes størrelse. Tastaturet er nu slet ikke så ringe, det er forsænket og har en mellemlang vandring, når tasterne trykkes ned, feedback er en smule til den bløde side.

Touchpad er ikke overraskende lille, det er en clickpad med integreret musefunktion. Touchpad har lidt lang vandring, hvis man klikker i hjørnerne for museklik. Det er ellers en meget responsiv touchpad fra fabrikkens side, måske lidt for responsiv.

Sammen med størrelsen gør det, at man ofte utilsigtet kan komme til at aktivere Windows gestures, således at der midt i en handling skiftes til en tidligere besøgt side eller et tidligere besøgt vindue.

Batterilevetiden er en af de faktorer, som er vigtige for små bærbare som denne. Her klarer MD99240 sig ganske fornuftigt med en lang batterilevetid, dog nok ikke helt så langt som håbet, den svage hardware taget i betragtning.

Men trods alt viste PowerMark en batterilevetid på 4 timer og 24 minutter i den balancerede test, der består af web-browsing, video, spil og tekstbehandling. Den knap så hårde produktivitets test, der består af web-browsing og tekstbehandling viste et resultat på 5 timer og 40 minutter.

Styrkerne

Ganske vist er det ikke en bærbar, hvor man imponeres over ydelsen. Men MD99240 har andre styrker såsom den LED-belyste 10" multitouchskærm. Den er lysstærk med et klart billede, og den er fin til farver. Det skyldes dels, at det er en Glare skærm, hvilket er med til at peppe billedet op. Det betyder dog også, at MD99240 ikke er fri for at være følsom overfor indfaldene lys.

Skærmens vertikale betragtningsvinkel kunne være bedre, men sidder man placeret foran skærmen, er billedet flot og detaljeret. Dets skyldes også den for en 10" bærbar høje skærmopløsning på 1366 x 768 pixel, hvilket kan oversættes til en pixeltæthed på 156,71 ppi. (pixels per inch).

Skærmen reagerer også hurtigt på touch-input, der er ikke tegn på forsinkelse eller sløvhed her. Opløsningen gør dog, at ting har det med at blive lidt småt inde på Windows skrivebord. Man kan ikke få det hele.

Det andet store salgsargument MD99240 råder over er helt klart den medleverede software, her tænkes dels på de små programmer, som MEDION har inkluderet. Men den helt store fordel ved MD99240 er, at Microsoft Office Home & Students 2013 er inkluderet kvit og frit i fuld udgave. Det er i direkte overensstemmelse med dens fremmeste brugsscenarie og et smart træk af MEDION.

Andre informationer

Til brug for lagring af data er der indbygget en 500 GB harddisk, den har fornuftigt med plads og en anstændig hastighed. Vi målte hastigheden med HD Tune Pro 5.50, hvor filtesten viste en hastighed på 88,9 MB/s i sekventielle læse-operationer og 87,8 MB/s i sekventielle skrive-operationer.

Ud over dette er der en USB 3.0-port, to USB 2.0-porte, en VGA-port samt HDMI-out. Desuden er der 4 i 1-kortlæser samt stik til mikrofon og et line-out stik.

Hastigheden på ethernet er 100 Mbit/s, hvilket ikke er det hurtigste, men der er naturligvis også 802.11n Wi-Fi og Bluetooth 4.0. Alt i alt er der, hvad der skal være.

MD99240 laver ikke ret meget støj, man hører mere til harddisken, når den arbejder end til blæseren. Den bliver heller ikke mere end håndvarm på undersiden.

MD99240 er desuden Dolby Advanced V2-certificeret, højttalerne i den bærbare leverer en klar lyd af en rimelig kvalitet, nogenlunde på niveau med hvad man kan forvente af en bærbar af denne størrelse.